Sommersorg og mandemuskler
Af Anne Middelboe Christensen
Tim Rushton spreder machoglæde og dansetrøst, mens Pace Percussion Trio får lyden til at danse med på Bellevue, hvor Dansk Danseteater har overtaget sommerdansen efter Alexander Kølpin, der holder pause
Dansk Danseteater har overtaget sommerdansen på Bellevue i år. Efter 18 år har Alexander Kølpin valgt at holde en pause, og det har givet Tim Rushton og hans dansere chancen for at præsentere deres repertoire på Bellevues stemningsfyldte scene forud for efterårets turné. Programmet byder på et enkelt nyt værk, nemlig Cadance, som havde tyvstartspremiere i Dansehallerne i søndags - og derudover byder programmet på tre imponerende glimt tilbage gennem kompagniets repertoire fra de sidste otte år, nemlig fra gådeknuseren Enigma (2009), dødsopklaringen Kridt (2005) og beatlyrik-flirten Shadowland (2001).
Altsammen Tim Rushtons koreografi, der kun bliver stedse mere intens, nærværende, udfordrende, modig. Her rammet ind af Pace Percussion Trio, der har udleger nogle forrygende rytmesessions, hvor de klapper og jammer lyde frem, så rytmerne bogstaveligt talt får krop. Helt underdrevent står Mathias Friis-Hansen og banker en rytme, mens hans øjne sætter David Hildebrandt og Mathias Reumert fri til at fremtæske temperamentfulde historier. Festligt og flabet - og den flotteste, jævnbyrdige match til dansen.
Råstyrke
Samtidig viser Sommerballet 2009, at Dansk Danseteater netop nu har landets mest muskuløse, mandlige dansere. Seks mænd, hvis seje kræfter og hurtighed tager pusten til tilskuerne. Ikke at Den Kgl. Ballets mandlige dansere ikke er stærke. Men Dansk Danseteaters eksponering af kompagniets vidt forskellige mænd har en intensitet, der lige nu får kompagniet til at fremstå med vildeste råstyrke.
Nej, der er ingen danskere i denne eliteklub. Men der er den lille, italienske Luca Marazia med halv hanekam og så mange mavemuskler, at man ikke kan tælle dem. Der er brasilianeren Alessandro Souza Pereira med de eksplosive bevægelser, der får hans fødder til at virke som knive i luften, colombianeren Nelson Rodriguez-Smith med de runde skuldre og de præcise fodsåler i gulvet - og bosnieren Edhem Jesenkovic med de flirtende øjne og den rytmiske overkrop, der bølger over hans runde balder.
I foråret kom så kineseren Kang Ma, hvis præcision og machostyrke har skubbet kompagniets overligger endnu højere. Og endelig er der den utrættelige ungarer Csongor Szabó, der først får tilskueren ud på kanten af stolen med sine desperate håndflader - og som bagefter stirrer ud med sit sårbare blik, så tilskuerøjnene svarer tilbage og bliver blanke.
Kvindesavn
Også derfor er det vanvittigt, hvis ikke den statslige støtte til Dansk Danseteater forhøjes. I denne sæson danser kompagniet 75 forestillinger over hele landet. Alligevel har kompagniet måtte fyre dansere, så de seks mænd nu kun suppleres af Stina Mårtensson som den erfarne powerwoman og af Ana Sendas som Rushtons nye, portugisiske scorediva - og af svenskeren Minna Berglund, der er nyuddannet fra Skolen for Moderne Dans.
Dansk Danseteater er vores nationale, moderne dansekompagni. Til sammenligning har Den Kgl. Ballet hele 85 dansere - og otte aspiranter. Eller for nu at fortsætte parallellen: Norges nationale dansekompagni, Carte Blanche, har 16 dansere - og Skånes Dansteater har som regionalt dansekompagni faktisk 13 dansere. Så selvfølgelig skal Dansk Danseteater have 12 dansere, mindst!
Bibelblidhed
For Tim Rushton har også et yderst interessant greb på kvinder. Mest intenst måske hans koreografi for den lille, dynamiske Stina Mårtensson, som ikke mindst dansede sig helt ind gennem lidelsen i Rushton Kvium-forestilling Passion i 2007.
På Bellevue danser hun igen kvinden i Kridt, ligesom ved urpremieren i 2005. Til Peteris Vasks smukke strygersuite skriver hun de forløsende bibelbogstaver på tavlen i baggrunden: TID TILATLEVE-TIDTILATDØ-TIDTILATELSKE … Så tager hun en tavlesvamp og drømmedanser sin egen, personlige streg af vand gennem bogstaverne, så de netop bare viskes halvt ud. Og så hjælper hun Csongor Szabó ned af hans selvbyggede kridtkors af skyld og trøster ham med verdens blideste arm om hans ansigt. Indtil altså at nådens kalk - eller støv eller guld - drysser ned på hans hånd, der ellers havde givet op.
For det er noget af det forbløffende, Tim Rushton kan, sommerluftigt eller vintertæt: Midt i et univers af pumpende muskler og hardcore tonsere kan han åbne for sårbarheden - og dulme smerten. Forfærdeligt smukt.
Sommerballet 2009. Enigma (2009, uddrag), Shadowland (2001), Cadance (premiere) og Kridt (2005). Koreografi: Tim Rushton. Pace Percussion Trio: Mathias Friis-Hansen, David Hildebrandt og Mathias Reumert. Dansk Danseteater på Bellevue, ons-fre kl. 20, lør kl. 17. Til den 5. september. www.danskdanseteater.dk