Sommerballet 2009 (Bellevue Teatret)

Inciterende og råpotent sommerballet på Bellevue.

Bellevue Teatret, Klampenborg:

SOMMERBALLET 2009

Koreografi: Tim Rushton.

Gæstespil af Dansk Danseteater.

Til 5. september.

Gensynets glæde er ofte den største. Men heldigvis ikke her. Koreografen Tim Rushtons nye værk, ”Cadance”, er

en fortættet oplevelse, hvor først to, siden fire og til sidst otte muskuløse mænd i bar overkrop og arbejdsbukser

dukker frem af mørket med sparkende ben og masser af råstyrke og potens. Dunkende slagtøjsmusik

akkompagnerer deres kamp med hinanden og sig selv. Er vi i et fængsel, er det soldater? Vi ved det ikke. Det er

bandekrig og ballet på samme tid, knytnæver og kærtegn – med en gysende slutning.

Inden da fik vi et fint gensyn med sidste efterårs værk, ”Enigma” – igen denne kombination af brutalitet og

nænsomhed, her danset af to mænd til blandingen af Bach og elektronisk musik. Er de spejlinger af hinanden,

disse to mænd, eller er de elskende? Smukt er det i hvert fald, ikke mindst fordi Tim Rushton midt i al

kraftudfoldelsen skaber svævende øjeblikke af poesi og blidhed, der betager.

Mindre interessant virker gensynet med ”Shadowland” fra 2001. Her flimrer videobilleder af ord og sætninger på en

storskærm, mens rablende verbalstrømme fra de amerikanske beatpoeter, Jack Kerouac og Allan Ginsberg,

ledsager danserne. Der er storbypuls over bevægelserne, men det samlede udtryk bliver alligevel for anonymt.

Næh, så er der stadig svimlende sug i gensynet med Reumert-vinderen ”Kridt” fra 2005. Mens

gammeltestamentlige sætninger fra Prædikerens Bog træder frem i kridtskrift på den sorte væg i baggrunden til

akkompagnement den lettiske Peteris Vasks pulserende strygekvartet fra 1985 får vi en barsk danseforestilling,

hvor forpinte skikkelser kravler over gulvet, flyver gennem rummet eller knuger sig ensomt frysende sammen i

rullefald. I få øjeblikke får en blid berøring fra et andet menneske kroppen til at slappe af, inden de spastiske ryk og

de abrupte bevægelser igen tager over. Er det en religiøs ballet – korsfæstede arme på bagvæggen sender

lidelsesfulde signaler – eller handler det snarere om menneskets grundvilkår – at vi fødes og dør alene. Stærkt er

det i hvert fald.

Imellem de fire værker udfolder tre eminent dygtige slagtøjsspillere sig – fra trommer til olietønder og klaskende

hænder. Deres rytmer skaber underholdende åndehuller mellem Rushtons storslåede og sortladne dansesyner.

Af HENRIK LYDING